Arbejde

Kvinder og mænd har samme rettigheder, forpligtelser og muligheder i arbejdslivet. Begge køn er vigtige ressourcer for samfundet, og langt de fleste kvinder i Danmark arbejder, også efter, at de er blevet gift eller har fået børn.

At have et arbejde giver økonomisk selvstændighed og mulighed for at forsørge sig selv og sin familie. Den løn, du tjener, er din egen. Du har ret til din egen bankkonto og til selv at bestemme over dine penge.

Når du er i arbejde, optjener du pension, så du har en indtægt, når du bliver ældre og ikke længere har et arbejde.

Kontakt

Jobcentret

På Jobnet.dk kan du se jobcentrenes tilbud på internettet. På siden kan du bl.a. finde dit lokale jobcenter og informationer om jobsøgning og uddannelse.

Hvis du bliver arbejdsløs, skal du på den første dag, du er ledig, tilmelde dig som ledig på jobnet.dk.
www.jobnet.dk

Fagforeninger

Det er almindeligt i Danmark at være medlem af en fagforening. Nogle fagforeninger har kun medlemmer fra en bestemt branche, andre fagforeninger har medlemmer med forskelige slags jobs. Din fagforening kan hjælpe dig med regler inden for løn, arbejdstider, barsel, fyring og ferie.

Borgerservice

Dit lokale borgerservicecenter kan hjælpe dig, hvis du bliver ledig
www.borger.dk

 

Rettigheder og pligter

Uanset køn, har du ret til samme løn som de kollegaer, der udfører samme slags arbejde som dig, eller hvis arbejde har samme værdi, som det, du laver.

Kvinder og mænd har samme pligter i forhold til arbejdslivet.

Det betyder:

  • Både kvinder og mænd skal forsørge sig selv. Ægtefæller og samboende har pligt til at forsørge hinanden.
  • Både kvinder og mænd skal uddanne sig, hvis det kan være vejen til at få et job.
  • Både kvinder og mænd skal gøre en aktiv indsats for at få et arbejde, ellers mister man retten til dagpenge eller kontanthjælp.

Din løn er personlig ejendom, uanset om du er mand eller kvinde. Alle over 18 år har ret til at have egen økonomi - det vil sige egne penge og en bankkonto, som kun man selv har adgang til. Du vælger selv den bank, du vil have din lønkonto i.

 
 
 

Gem pdf Send link